Forslag om udvidet åbningstid på genbrugspladserne
Som del af en forsøgsordning har Forsyningen fremsendt forslag om udvidet åbningstid for private borgere på de tre store pladser i Frederikshavn Kommune.
Godkendes Forsyningens forslag politisk, vil genbrugspladserne i Skagen, Sæby og Ravnshøj udvide åbningstiderne for private fra kl. 9.00-18.00 hver dag. Pladserne vil være delvist ubemandede fra kl. 9.00-12.00. Her vil der være en medarbejder til stede, som også udfører andre opgaver og derfor ikke altid vil være synlig på pladsen.
Hvordan får private adgang fra kl. 9.00-12.00?
For at få adgang til pladsen i tidsrummet, skal du tilmelde dig via tilmeldingsformularen på Forsyningens hjemmeside. Det er nødvendigt med tilmelding, da pladsen bruges på andre vilkår end i den sædvanlige åbningstid, fx vil der forekomme tung trafik, kørsel med gummiged eller områder kan være afspærret grundet læsningsarbejde. Når du tilmelder dig, bekræfter du samtidig, at du efterlever adgangsbetingelserne. Du skal tilmelde dig én gang, hvorefter tilmeldingen vil gælde i hele forsøgsperioden på alle tre pladser.
Hvad koster det at få adgang fra kl. 9.00-12.00?
Der er ingen omkostninger for private. Vi tilbyder en reduceret service i tidsrummet, hvor der vil være mulighed for at få hjælp, men der kan forekomme ventetid. Det er stadig et krav, at de besøgende sorterer affaldet korrekt, da vi fortsat skal have en høj miljøstandard på pladserne. For virksomheder vil der ikke være ændringer i hverken pris eller åbningstider.
Hvornår træder den udvidede åbningstid i kraft?
Vi afventer, at forsøgsordningen godkendes politisk og har endnu ikke en præcis dato. Vi anbefaler, at du holder øje med Forsyningens hjemmeside, Facebook-side eller de lokale medier, hvor vi vil informere nærmere om forsøgsordningen, og hvornår du kan tilmelde dig, når forslaget er godkendt.