Kontorelev - akademiuddannelse inden for offentlig forvaltning og administration
Camilla Jakobsen, 26 år, elev hos Forsyningen fra januar 2025 til januar 2027.
”Jeg har nok altid set mig selv som en kontor-mus, og nu er jeg landet på den rigtige hylde”, indleder Camilla, der er startet på sit elevforløb i januar 2025. Camilla er oprindeligt fra Frederikshavn og efter at have boet en årrække i Aalborg, hvor hun tidligere har læst på lærerseminariet, er hun nu flyttet tilbage til Frederikshavn.
En varieret elevtid
Det er især den store variation i forløbet, som Camilla fandt interessant, da hun søgte elevpladsen hos Forsyningen. ”Det er fedt, at jeg skal så meget rundt i organisationen og snuse til lidt af hvert. Min elevtid er tilrettelagt sådan, at jeg er startet i kundeservice, mens jeg bagefter skal være hos Forsyningens sekretariat, på betalingskontoret og til sidst hos vores økonomiafdeling. Det er rigtig rart at få prøvet så meget af som muligt. Samtidig skaber det en tryghed, at forløbet er så struktureret”, forklarer Camilla.
Hos kundeservice er Camilla allerede blevet introduceret til mange forskellige arbejdsopgaver, som spænder fra fx registrering af til- og fraflytninger, administration af affaldssager, omstilling/reception og generelle spørgsmål om forbrug og regninger.
Grundig oplæring og et godt arbejdsmiljø
Camilla er blevet taget rigtig godt imod. ”Jeg er glad for, at der er god tid til oplæring, som er sket i mit eget tempo. Det er gået stille og roligt, og mine kolleger i kundeservice er utrolig hjælpsomme og anerkendende”, tilføjer Camilla. Afdelingen har et stort fokus på det gode arbejdsmiljø, hvor kollegerne interesserer sig for hinanden, hvor der er plads til at fortælle en joke, der giver smil på læben – det skaber en god stemning. Under oplæring er der mulighed for at være på ”medhør”, når kollegaen tager imod kundehenvendelser over telefonen. Når man selv føler sig ordentlig klædt på og klar til at tage telefonen, kan kollegaen så være på ”medhør” de første gange – på den måde er der en livline tæt på.
Hver måned har Camilla opfølgning med leder Morten Trampedach, som er opsøgende på, hvordan det går, og hvordan Camilla trives. ”Det betyder rigtig meget, og den anerkendende tilgang giver mig ekstra motivation”.
Nysgerrighed giver læring
Som ny elev anbefaler Camilla, at man møder arbejdsopgaver og lærepladsen med nysgerrighed. Man skal ikke være bange for at stille spørgsmål, for kollegerne vil gerne hjælpe og lære fra sig. ”For mig var det en helt ny verden – jeg vidste fx ikke, hvad en septiktank var, og varme kom jo bare fra radiatoren. Men jeg har lært rigtig meget på kort tid og glæder mig til at lære endnu mere”, slutter Camilla.