Hvad er fordelene ved månedsafregning?
Fordelen er, at du ikke får indkrævet et acontobeløb, som er højere end dit forbrug, men at du kun betaler for dit faktiske forbrug. Det betyder også, at du altid vil være ”ajour” med dine forbrugsafgifter og kan være bevidst om dit forbrug og eventuelt sætte tiltag i værk, hvis forbruget er for højt.
Du kan hurtigt se effekten, hvis du sparer på strømmen eller varmen, da månedsafregning gør det nemmere at være bevidst om dit forbrug. Der kommer ingen store efterregninger.
Derudover er fx din elregning lettere at gennemskue og forstå, da der ikke længere vil fremgå betaling for aconto og regulering i forhold til faktisk forbrug.
Med månedsafregning skal du være opmærksom på, at dine betalinger ikke vil være jævnt fordelt over året. For eksempel vil betalingen for varme være højere i de kolde måneder. Har du en budgetkonto, hvorfra din regning bliver betalt, skal du derfor være opmærksom på, at de månedlige betalinger vil svinge.
Månedsafregning er obligatorisk for varme- og elkunder
For varme- og elkunder har Forsyningen indført obligatorisk månedsafregning efter det faktiske forbrug uden aconto.
Modtager du kun vand, spildevand, renovation fra Forsyningen, vil du som udgangspunkt modtage 2 acontorater årligt, men du har også mulighed for at overgå til månedsafregning efter det faktiske forbrug uden aconto.