Hop til hovedindhold

Kristian arbejder som driftsmedarbejder i et lille team hos Frederikshavn Varme A/S, som har til opgave, at produktionen af varme fungerer og kører optimalt. Det betyder, at kunderne skal have varmt vand i vandhanen og varme i radiatoren hele året rundt:

 

”Jeg synes, det er utrolig spændende og fascinerende at arbejde hos fjernvarmen, fordi bag fjernvarme-produktionen ligger en større kompleks infrastruktur. Den består af et stort netværk af rør, der ligger skjult i vores veje og små usynlige stationer rundt omkring i byen, som hjælper med at få varme ud til fjernvarmekunderne”, fortæller Kristian, der har en baggrund som skibsmontør og efterfølgende maskinmester.

Bag fjernvarmen i Frederikshavn

Fjernvarmeproduktionen er de forskellige måder, hvorpå varmen bliver til. Der er den typiske afbrændingsproces, hvor vi brænder affald og gas af i vores kedler for at producere varme. Der er også de mere bæredygtige teknologier som fx varmepumpen, der ved hjælp af strøm er i stand til at høste energien fra vores udendørs luft og efterfølgende tilføre den til vores fjernvarme i form af varme. Desuden er der elkedlerne, som står klar til at aftage strøm fra elnettet.

 

”Mit arbejde kræver til tider en bred forståelse for teknikken, og at man kan sætte sig ind i de processer, der sker i vores anlæg. Samtidig skal man kunne holde hovedet koldt, når der opstår et problem med fx udstyr under driften”, siger Kristian.

 

Kristian på varmepumpeanlægget

 

Livet på havet gav god erfaring

Efter endt uddannelse på MARTEC tog Kristian ud at sejle: ”Jeg kunne ikke enes med tanken om at specialisere mig inden for et fagområde alene, og på havet så jeg en masse teknik ombord på skibene blive udskiftet og repareret, men jeg ville også gerne se det i drift”. Det at sejle gav Kristian en bred indsigt i hydraulik, el, mekanik og termodynamik.

 

Efter en periode på havet kaldte livet på land på Kristian, som efter en periode hos et par firmaer, fik arbejde hos Forsyningen. ”Her har jeg fået mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har tilegnet mig undervejs, men jeg får også lov til at videreudvikle mig med nyt udstyr og nye tekniske løsninger i en større skala”. Kristian udfører og koordinerer forskellige reparationsopgaver, er med til at varetage driften og de udfordringer, der følger med.

 

Kristian ved varmepumpeanlæggets blæsere

 

Fremtidens medarbejdere i fjernvarmen

Fjernvarmen er et område, hvor der sker rigtig meget udvikling i øjeblikket, og rigtig mange faktorer som den grønne omstilling, bæredygtighed og ikke mindst alt der sker ude i verden, spiller en stor rolle. ”I fremtiden får vi brug for mennesker, som er dygtige praktiske, men også kan tænke i innovative løsninger, der kan bestå morgendagens udfordringer”, slutter Kristian.