Hop til hovedindhold

Anlægsarbejder for Klimaprojekt Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen

 

 

Status pr. 6/6 - 2025

Entreprenøren er nu kommet i gang med anlægsarbejderne. Hans mandskab er i gang mange steder på samme tid, da vi er bagud den oprindelige tidsplan, og da arbejderne kræver det.

 

Da arbejderne skal udføres med grundvandssænkning, og af hensyn til forsyning af området med fjernvarme, er det også kun godt, hvis mest muligt af arbejdet kan udføres, inden vi kommer ind i vinterhalvåret.

 

Man kan måske undre sig over, at vi flere steder pumper grundvand op, for så at lede det ud på jorden i nye og midlertidige grøfter, hvorfra det kan nedsive, eller direkte ned i jorden igen gennem rør. Men det er der en god forklaring på. At lægge kloakledninger og andre ledningsanlæg ned i jorden kræver en tør udgravning, og det samme gør anlæg af de nye pumpestationer ved Fænøvej. Entreprenøren skal grave dybt, og som det dybeste ned til 6 meter i jorden, og det betyder, at der skal graves ned under grundvandsspejlet. At grave under grundvandsspejlet kræver, at grundvandet skal sænkes, men omvendt må grundvandet ikke sænkes mere end nødvendigt og for meget på grund af jordbundsforholdene. Grundvandet skal således helst ledes tilbage til jorden så tæt på udgravningerne, og hvor det pumpes op, som det er muligt, og ikke bare pumpes væk fra området.

 

Man kan måske også undre sig over, at vandet flere steder pumpes op i vandtanke placeret oven på en container. Men det er der også en god forklaring på. Det skyldes, at det er den måde, som entreprenøren bedst kan kontrollere vandstrømmen på og sikre, at vandet med det største tryk kan blive ført ned i jorden igen.

Anlægsarbejder for Klimaprojekt, Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen

Anlægsarbejder for Klimaprojekt, Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen

Anlægsarbejder for Klimaprojekt, Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen

Anlægsarbejder for Klimaprojekt, Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen

Status pr. 12/5-2025

Opstart af anlægsprojektet er blevet forsinket ift. den oprindelige tidsplan, men der er nu efter udbud valgt en anlægsentreprenør, og anlægsarbejderne påbegyndes i uge 20.

 

Frederikshavn Kommune, Skagen Varmeværk Amba og Frederikshavn Spildevand har indgået kontrakt med Entreprenørfirmaet PNP om udførelse af anlægsarbejderne på Koralbanke.

 

På grund af den forsinkede opstart er det planlagt, at anlægsarbejderne starter op på samme tid tre steder i projektområdet. Dels ved de nye pumpestationer ved Fænøvænget, hvor der som det første etableres en grube til de to stationer, dels ud for Koralbanke 33, i bunden af stamvejen og hvorfra et gravehold vil arbejde sig nordpå, og dels langs Koralbankegrøften, hvor den nye regnvandstrykledning skal placeres.

 

At anlægsarbejderne starter op i bunden af stamvejen medfører, at der som noget af det første etableres en midlertidig vej ad den eksisterende sti fra Fladen Grund til Koralbanke. Den midlertidige vej etableres med lysregulering, og den giver adgang til bunden af stamvejen for den vestlige del af Koralbanke, og kan benyttes af beboerne samt af entreprenøren og som redningsvej.  

 

Har du spørgsmål til de anlægsarbejder som udføres, er du velkommen til at kontakte entreprenørens formand på pladsen, Lars Frederiksen, på tlf. 28 57 74 18.

 

Du er i øvrigt også altid velkommen til at kontakte rådgiveren på projektet, Sebastian Pedersen fra UCON, på tlf. 60 14 43 90.

 

Status pr. 10/2-2025

Anlægsarbejderne er endnu ikke påbegyndt.

Anlægsarbejdet er planlagt sendt i udbud i  uge 7. Det forventes, at der kan skrives kontrakt med en entreprenør i marts måned, og at arbejderne kan starte op umiddelbart efterfølgende.

 

Hvorfor graver vi?

Frederikshavn Spildevand A/S gennemfører i 2025 første etape af klimaprojekt for afvanding af Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej, Skagen.

Første etape omfatter anlægsarbejder for den vestlige del af Koralbanke, ejendommene Koralbanke nr. 1 – 48, 72 og 74, samt et mindre område lokalt ved Fænøvej, stien mellem Fænøvej og Koralbanke samt langs grøften nord for Koralbanke.

 

Projektet er stort, og det er derfor besluttet at gennemføre anlægsarbejderne fordelt over 3 etaper og indenfor perioden 2025-2027. Etapeplanen fremgår af efterfølgende tegning:

 

Etapeplan

 

Det er besluttet at gennemføre Klimaprojektet, fordi der er behov for afvanding og dræning af området samt fornyelse af spildevandskloakken.

 

I dag er området kun kloakeret for spildevand, mens regnvand nedsives. Men højtstående og terrænnært grundvand medvirker til, at området er vandlidende, og at der i perioder er problemer med oversvømmelser på terræn. Problemer som må forventes at blive forværret i fremtiden på grund af mere nedbør i vinterhalvåret, og fordi grundvandsstanden stiger som følge af stigende havvandsstand.

 

Projektet gennemføres som et fællesprojekt sammen med Frederikshavn Kommune og Skagen Varmeværk. Så i samme projekt, og med samme etapeplan, etableres der fjernvarmeledninger samt udskiftning af rendestensbrønde og belægninger på veje og stier.

 

Hvad laver vi?

Klimaprojektet omfatter anlægsarbejder for etablering af vejdræn, vejafvanding og LAR bede for dræning og afvanding af området.

 

I samme omgang foretages også fornyelse af eksisterende spildevandskloak. Spildevandskloakken er et ældre og nedslidt kloakanlæg, og formålet med fornyelsen af kloakken er at reducere indsivning af grundvand, som ledes til Skagen Renseanlæg, samt at sikre mod pludselige kloakbrud og driftsproblemer.

Anlægsarbejderne  omfatter udskiftning af den eksisterende offentlige spildevandskloak frem til hver ejendoms skel og skelbrønd. Dette arbejde følger etapeplanen og udføres i 2025 for ejendomme indenfor området Etape 1, i 2026 for området Etape 2 og i 2027 for området Etape 3.

 

Vejdræn, vejafvanding og LAR bede vil afhjælpe problemerne med højtstående grundvand i området.

Med dræn i vejene vil vejkassen kunne holdes tør, og grundvandet vil kunne holdes ned i et niveau som betyder, at det er muligt, også i vinterhalvåret, at nedsive regnvand fra faskiner på matriklerne.

 

Kloakeringsprincippet for området Koralbanke, Fænøvej og Bågøvej fastholdes på nær, at vejvand fremover afledes til kloak. Således må der i fremtiden fortsat kun afledes spildevand fra matriklerne til kloakken, mens regnvandet fortsat skal nedsives på den enkelte matrikel.

 

Grundvandet bliver fremover sænket permanent, men for at undgå skader på bygninger og veje tilstræbes det kun at dræne jorden til et niveau, som ligger over det naturlige laveste grundvandsspejl, bestemt ved at der gennem en længere periode er gennemført pejlinger af grundvandsspejlet.

 

Under anlægsarbejderne vil grundvandet blive sænket midlertidigt. For at kunne overvåge ændringerne i grundvandsstanden under anlægsarbejdet, og for at kunne planlægge og udfører anlægsarbejderne med mindst mulig risiko for afledte skader,  vil der på udvalgte ejendomme blive etablere en pejleboring.

 

Anlægsarbejderne indebærer risiko for, at der kan opstå skader på ejendomme, som ikke er funderet tilstrækkeligt. Før anlægsarbejderne påbegyndes foretages derfor fotoregistrering af alle ejendomme indenfor eller tæt på arbejdsområdet, dvs. det kan også være ejendomme, som ligger udenfor projektområderne Etape 1, Etape 2 og Etape 3.

 

Foruden fotoregistrering vil der blive foretaget vibrationsmålinger under arbejdets udførelse.

 

Hvem er med?

Projektet er et fælles koordineret projekt og udføres i samarbejde mellem Frederikshavn Kommune, Park & Vej, Skagen Varmeværk og Frederikshavn Spildevand. Andre ledningsejere deltager i projektet efter behov.

 

Der er indgået aftale med det rådgivende ingeniørfirma UCON om at varetage rollen som fællesprojektleder på anlægsarbejderne for de deltagende parter.

 

Hvornår graver vi?

Anlægsarbejdet ved Fænøvej forventes at starte op i slutningen af marts måned 2025.

 

Som det første skal der anlægges ny spildevandspumpestation samt regnvandspumpestation til fælles afledning af regnvand og drænvand til grøftesystemet langs Fladen Grund og Koralbanke.

Arbejdet fortsætter herfra af stisystemerne til Koralbanke og frem til Fladen Grund. Herefter udføres der anlægsarbejder i stamvejen og sidevejene for den vestlige del af Koralbanke.

 

Anlægsarbejderne for Etape 1 forvente at kunne afsluttes senest i december 2025.

 

Tidsplanen for arbejdet påvirkes af mange forhold, så der kan opstå behov for ændringer i planen undervejs.

 

Der er sendt information ud til alle ejendommene indenfor projektområdet, og undervejs i projektet vil der blive informeret direkte efter behov

 

Tids- og arbejdsplanen vil blive præsenterer nærmere på et informationsmøde. Mødet afholdes i 2025 for ejere af ejendomme, der direkte berøres af projektet, dvs. ejendomme omfattet af Etape 1.

 

Der vil blive afholdt tilsvarende informationsmøde for ejere af ejendomme omfattet af Etape 2 i 2026, for Etape 3 i 2027.

 

Det kan desværre ikke undgås, at trafik- og parkeringshold i og omkring arbejdsområdet vil blive påvirket. Men der vil blive informeret og skiltet efter behov, og det tilstræbes at minimere generne.

 

I anlægsperioden vil der kunne være perioder, hvor det ikke vil  være muligt at køre til og fra ejendomme, da vejene er gravet op, og det vil være nødvendigt at finde andre parkeringsmuligheder. Entreprenøren vil varsle de berørte ejendomme forudgående, hvis det bliver tilfældet.

 

Der vil inden anlægsarbejderne påbegyndes komme folk rundt til alle ejendomme indenfor eller tæt på projektområdet og fotografere bygningerne udvendigt. Fotoregistreringen er planlagt til og forventes gennemført indenfor perioden uge 8 og 9. 

 

Information på hjemmesiden

Når projektet går i gang, vil der løbende blive orienterer om projektets udvikling med nye informationer, reviderede tidsplaner og billeder fra projektet.

 

Kontakt os

Forsyningen og Frederikshavn Kommune har indgået en fælles aftale med Sebastian Pedersen fra det rådgivende ingeniørfirma UCON om at varetage rollen som fællesprojektleder på anlægsarbejdet.

Sebastian Pedersen vil således være tovholder på borgerinformation, koordinering og tilsyn med anlægsarbejdet i alle etaper.

 

Har du spørgsmål til projektet, er du derfor meget velkommen til at kontakte fællesprojektleder;

 

Sebastian Lund

Tlf.: 60 14 43 90

Mail: sl@ucon.dk

 

Eller Forsyningens projektleder;

Malene Søndergaard, tlf.: 51 63 30 52, mail: MASD@forsyningen.dk