Hop til hovedindhold

”Arbejdet som genbrugspladsvejleder minder meget om at sejle som matros, selvom man måske ikke skulle tro det”, indleder genbrugspladsvejleder Marie Vaaje Ørris, der sejlede som matros i næsten 20 år, inden hun kom til Forsyningen: ”Som matros laver man jo mange praktiske opgaver som vedligeholdelse og at holde orden, men man har også kontakt med mennesker og skal være ude i alt slags vejr, og sådan er det også på genbrugspladserne”, tilføjer Marie.

 

Hendes primære opgave er at vejlede borgere om affaldssortering, men udover vedligehold, oprydning og at holde orden, består hendes hverdag også af mange andre opgaver som fx sortering af kemikalieaffald, læsning af containere med rendegraver/gummiged og flytning af fx elektronikbure med stabler og truck.

En positiv indstilling

I jobbeskrivelsen som genbrugspladsvejleder er ét af kravene, at man skal være god til at tale med alle slags mennesker. Det er vigtigt at være serviceminded, have en positiv indstilling og at kunne tage vejleder-rollen på sig. Marie tilføjer: ”Med en positiv indstilling og en god tone, er det nemmere at få borgerne til at sortere rigtigt – man kommer aldrig langt med skæld ud og en løftet pegefinger. Oplever jeg, at affald afleveres i en forkert container, kan jeg sige ”Har du set, at vi har den her container til affaldet?”, og på den måde gøre borgeren opmærksom på, hvordan affaldet skal sorteres”. Marie opfordrer til, at man som besøgende på genbrugspladserne endelig skal spørge Marie og hendes kolleger til råds - de er der nemlig for at hjælpe. 

 

Marie sorterer farligt affald

Affald i fremtiden

Det er ingen hemmelighed, at der er sket meget på affaldsområdet de senere år, hvor vi skal sortere mere i hjemmet. Men også på genbrugspladserne sker der løbende forandringer, som kræver, at genbrugspladsvejlederne er godt klædt på til at informere borgerne. ”Vi har for eksempel været på fabriksbesøg, hvor vi så, hvordan det indendørs træ, vi indsamler på pladserne, bliver til nye spånplader. Når vi oplever med egne øjne, hvordan affaldet genanvendes, er det nemmere at vejlede borgerne rigtigt. Så kan vi forklare baggrunden for, hvorfor vi nu skal sortere i flere fraktioner end tidligere og hvordan vi sikrer, at så meget affald som muligt kommer videre til genanvendelse”, slutter Marie. 

 

Marie fejer