Vand i en krisetid: Hvordan sikrer vi fremtidens forsyning?
Kommer der vand i hanerne i tilfælde af en krise? Hvordan sikrer vi det rene drikkevand fremadrettet? Hvordan afleder vi regn- og spildevand i en krisesituation? Og hvordan kommer vi af med de store regnmængder i forbindelse med klimaforandringerne?
Spørgsmålene var mange, da Naturmødet i Hirtshals fredag den 23. maj lagde rammen for en debat mellem Aalborg Forsyning, Hjørring Vandselskab, Brønderslev Forsyning og Frederikshavn Forsyning sammen med landsformand for Danske Vandværker, Jan Andersen. Alle gav de deres syn på de spørgsmål, som berører forbrugere, virksomheder og forsyninger i denne tid.
Drikkevand under en krise
Et af de spørgsmål, som fyldte mest i debatten og blandt det spørgelystne publikum, var, om vi stadig kan få vand, hvis en krise opstår. ”I tilfælde af en nødsituation henviser vi til Beredskabsstyrelsens anbefalinger om, at alle danskere skal kunne klare sig i tre døgn, men skulle der ske et strømsvigt har vi hos Frederikshavn Forsyning nødgeneratorer, som starter, således der kan pumpes drikkevand ud til forbrugerne. Nogle forbrugere kan dog opleve et reduceret tryk”, fortalte Anne Thøgersen, civilingeniør, Frederikshavn Spildevand.
Fortidens forurening og fremtidens løsninger
Debatten berørte også fremtidens drikkevand, som i høj grad bærer præg af fortidens synder. Hvor sprøjtegift og gødning normalt er 30-40 år om at sive ned i grundvandet, er der hos Aalborg Forsyning målt et højere indhold af nitrat i vandet end i resten af Danmark. Det skyldes geologien og det kridtholdige jordlag, som ikke forhindrer nitraten fra overfladen i at sive ned til grundvandet. I Aalborg skal man derfor i gang med at rense drikkevandet for nitrat, inden det sendes ud til forbrugerne.
Hos Frederikshavn Forsyning er det stadig trygt at drikke vandet, da det ligger under kravværdierne. Vi sikrer fremtidens rene drikkevand ved at beskytte arealer i de områder, hvor vi indvinder vandet, og vi laver derfor fortsat dyrkningsaftaler med private lodsejere nær vores drikkevandsboringer. Derudover sikrer vi forsyningssikkerheden og et øget vandforbrug ved at opføre nyt vandværk ved Tolne med uafhængige behandlingslinjer.
Skybrud og cyberangreb
Til Naturmødet vendte deltagerne de klimaforandringer, der er skyld i store regn- og vandmængder, som vi bl.a. oplevede i starten af året, og hvordan vi imødekommer den udfordring med bl.a. separatkloakering. I forbindelse med afledning af regn- og spildevand kom forsyningerne også ind på cybersikkerhed og cybertrusler. ”Vi skal selvfølgelig være forberedt på risikoen for cyberangreb, og hvordan vores systemer rent teknisk håndterer udefrakommende trusler. Men det er lige så vigtigt, at vi hele tiden uddanner vores medarbejdere, for de spiler en stor rolle i at afværge cyberangreb. Her skal vi ændre medarbejdernes adfærd, fx at de ikke åbner mistænkelige mails eller videregiver følsomme informationer”, fortalte Anne Thøgersen.