Hop til hovedindhold
3. september 2025
  • Spildevand
  • Generelt

Bæredygtighed i praksis: Gymnasieelever lærte om spildevand som ressource

 

I forbindelse med Verdensmålsugen besøgte Forsyningen Frederikshavn Gymnasium repræsenteret af ESG-konsulent Bodil Marie Andersen. I sommer afsluttede Bodil sin kandidatuddannelse Internationale relationer fra Aalborg Universitet med færdigheder inden for bæredygtighed, politik og kommunikation.

 

 

Som tidligere sproglig student indledte Bodil med at fortælle om sin egen karrierevej, og hvordan ens horisont udvides over tid: ”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle arbejde med fx tekniske processer, for matematik, kemi og naturfag sagde mig ikke rigtig noget i gymnasiet. Men nu hvor jeg er landet på den rigtige hylde jobmæssigt, så fanger det mig på en anden måde, som giver mening”. I dag beskæftiger Bodil sig med ESG (miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold), hvilket kræver, at hun også skal sætte sig ind i mere tekniske forhold.

 

Under sit oplæg havde Bodil fokus på, hvordan vi kan udnytte spildevand og slam som ressourcer til at producere strøm og varme. Samtidig berørte hun også emner om klimatilpasning og håndtering af de store regn- og vandmængder, som vi især oplevede i 2024. Derudover forklarede Bodil, hvad der sker, hvis renseanlæggene modtager for meget spildevand og hvilke konsekvenser det kan få, hvis spildevandet ikke renses korrekt.

 

Til slut hørte eleverne om, hvordan spildevand anvendes som ressource i udlandet. Her inddrog Bodil eksempler fra USA, hvor renset spildevand bruges som drikkevand og til vanding på offentlige områder.