Fra genbrug til guld: Frederikshavn Forsyning A/S inviterer til dialogmøde
Nu kan genbrug blive til guld. Efter nytår igangsætter Frederikshavn Forsyning en ordning, hvor frivillige foreninger og organisationer kan aftage direkte genbrug på genbrugspladserne og videresælge genbrugstingene til gavn for egen forening.
”Vi glæder os over, at både de frivillige foreninger, miljøet og genbruget kan få noget ud af denne mulighed”, fortæller forsyningschef for Frederikshavn Affald, Karl Villadsen. ”Derfor vil vi gerne indbyde til dialog med foreninger og organisationer og få stablet et godt samarbejde på benene”.
Folketinget har vedtaget, at kommunale genbrugspladser fremadrettet skal stille et område eller en container til rådighed for, at borgerne kan aflevere genbrugseffekter til direkte genbrug. Det fører Frederikshavn Forsyning nu ud i livet og inviterer alle frivillige foreninger og organisationer torsdag den 27. oktober kl. 19:00-21:00 hos Frederikshavn Forsyning, Knivholtvej 15, 9900 Frederikshavn.
Her kan de høre nærmere om, hvordan de kan fremme genbruget og samtidig få mulighed for at tjene penge til egen forening. Både lokale og landsdækkende foreninger og organisationer er velkomne. Det er dog et krav, at de skal kunne håndtere en større mængde genbrugsting. Har foreningen allerede en aftale med Frederikshavn Affald om håndtering af genbrugsting fra genbrugspladsen, er de også meget velkomne til at deltage i mødet og få mere information.
Tilmelding til mødet med angivelse af navn og antal deltagere skal ske via forsyningen@forsyningen.dk eller tlf. 5163 3003 senest den 24. oktober.
Genbrugscontainer (i baggrunden) på Sæby Genbrugsplads, hvor Røde Kors afhenter genbrugseffekter til videresalg i eget regi.