Hop til hovedindhold
18. juni 2026
  • Varme

Utætheder kan blive dyre – har du tjekket dit varmeanlæg?

Forsyningen opfordrer fjernvarmekunder i Frederikshavn til jævnligt at gennemgå deres varmeanlæg.

 

Med ca. 300 km fjernvarmeledninger sker der dagligt ændringer på fjernvarmenettet i form af utætheder eller tilkobling af nye varmekunder.

”Vi overvåger hele tiden vandtabet på nettet og termograferer løbende i Frederikshavn for at finde eventuelle utætheder. Men det er altid en god idé selv at holde øje med sit anlæg for at undgå varmespild og unødige udgifter. Selv små utætheder kan få store konsekvenser, som kan udvikle sig over tid og forårsage skader på boligen,” opfordrer Nicolai Ellgaard Bechfeldt, Frederikshavn Varme.

 

Alle varmekunder får i disse dage information via sms eller e-Boks fra Forsyningen med opfordring til at gennemgå deres varmeanlæg.

 

Brud på fjernvarmeledning

Her ses brud på fjernvarmeledning og nedenfor bruddet termograferet. 

Termografering

 

 

Hvordan tjekker du dit varmeanlæg? 

  1. Find din varmeinstallation
    Installationen er placeret, hvor Forsyningen leverer fjernvarme til ejendommen fx i bryggerset, garagen eller i et udvendigt skab. Se efter ventilsættet, hvor du afbryder varmen til ejendommen.
  2. Luk for returløbet
    Luk for fjernvarmeanlæggets returløb. Det er det koldeste rør, der sender afkølet vand tilbage til fjernvarmeværket. Det vil typisk være ventilen til højre.
    Herefter venter du i fem minutter.

  3. Aflæs din måler
    Tryk på pilen på måleren, indtil den viser enten l/h eller m3/h. Hvis dit anlæg er tæt, skal der stå enten 0 l/h eller 0 m3/h. Er måleren ikke gået i nul, så tyder det på, at der kan være en utæthed, som skal undersøges nærmere.
  4. Åben for returløbet igen
    Når du er færdig med kontrollen, skal du langsomt åbne for returløbet igen.

Se videovejledning

 

Få hjælp ved mistanke om utætheder

Viser kontrollen tegn på en mulig utæthed, er du velkommen til at give Forsyningen besked via mail varme@forsyningen.dk eller tlf. 9829 9000. Du skal selv kontakte en autoriseret VVS-installatør, som kan gennemgå anlægget og udbedre problemet.