Stigende energipriser fører til højere varmepris i Frederikshavn
Forsyningen hæver prisen på fjernvarme pr. 1. november 2026.
Frederikshavn Varme A/S hæver varmeprisen fra de nuværende 798,75 kr./MWh inkl. moms til 873,75 kr./MWh inkl. moms, hvilket svarer til en stigning på 75,00 kr./MWh inkl. moms. For et enfamiliehus på 125 m² med et årligt forbrug på 13,4 MWh betyder det en årlig prisstigning på 1.005 kr. inkl. moms i forhold til nuværende pris. For en lejlighed på 80 m² med et forbrug på 7,8 MWh betyder det en stigning på 585 kr. inkl. moms om året.
”Krige og internationale konflikter påvirker el- og gaspriserne, og det mærker vi desværre også i Frederikshavn. Stigende priser på energimarkederne betyder, at vores omkostninger til varmeproduktion er steget, og derfor er vi nødt til at hæve varmeprisen fra 1. november,” udtaler Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand.
Forsyningen følger dog udviklingen tæt gennem fyringssæsonen. Varmeprisen vil løbende blive vurderet i forhold til udviklingen i produktionsomkostninger og på energimarkederne.
”Falder omkostningerne, kan det danne grundlag for en lavere varmepris, mens yderligere prisstigninger på energimarkederne omvendt kan gøre det nødvendigt at justere prisen igen,” slutter Anker Laden-Andersen.
Ny akkumuleringstank fungerer som varmelager
Som en vigtig del af fjernevarmesystemet indviede Forsyningen sidste år en ny elkedel og akkumuleringstank ved varmepumpeanlægget på Vendsysselvej - og i disse dage er tanken ved at blive fyldt op med vand. Elkedlen skal opvarme vandet i akkumuleringstanken i de perioder, hvor strømmen er billig. Vandet kan herefter lægges til oplagring i den 7.925 m³ store akkumuleringstank eller sendes ud til varmekunderne. På den måde bidrager anlægget til at dæmpe påvirkningerne fra de til tider meget høje energipriser.

Ny elkedel og akkumuleringstank på Vendsysselvej.