Nyt vandværk i Tolne: Et spadestik for fremtidens drikkevand
I dag har Frederikshavn Vand A/S taget det første spadestik til nyt vandværk, der skal styrke forsyningssikkerheden mod Skagen.
Vejen frem mod det nye vandværk i Tolne har været både lang, krævende og markerer samtidig kulminationen på et længere forløb, der tog fart efter, at Skagen Vandværk og den tilhørende kildeplads måtte lukke på grund af PFAS-forurening. Projektet er dog lykkedes takket være et stærkt samarbejde mellem engagerede medarbejdere, en konstruktiv myndighedsafdeling og en kompetent bygherrerådgiver.
”Det her byggeri er vigtigt for hele vores forsyningsområde. Med den nye kildeplads i Vogn får vi flere muligheder for at trække på forskellige kildepladser, og vandværket i Tolne bliver bygget, så det kan håndtere de forskellige grundvandskvaliteter, vi har i området”, udtaler bestyrelsesformand Erik Kyed Trolle, Frederikshavn Forsyning.
Arbejdsmiljøet har været et centralt fokuspunkt i planlægningen. Vandværket bliver indrettet, så drift og service kan udføres sikkert og effektivt – med mindst mulig gene for medarbejderne.
Der er i disse år stor offentlig opmærksomhed på drikkevandet, og Frederikshavn Vand understreger, at arbejdet med at beskytte grundvandet fortsat er en høj prioritet.
”De fleste tager det som en selvfølge, at vi kan drikke vand direkte fra hanen uden at bekymre os om fremmedstoffer. Den tryghed skal vi bevare – ikke bare for os selv men for de kommende generationer, fortæller vicedirektør Lars Buchholtz Østergaard, Frederikshavn Forsyning.
Projektet gennemføres i samarbejde mellem Trigon, Krüger og Frederikshavn Vand, og det forventes færdigt ved udgangen af 2026.
”Med dagens første spadestik markerer vi starten på et stærkt samarbejde. Vi håber, at det bliver et projekt præget af respekt, godt arbejdsmiljø og fælles stolthed”, slutter Lars Buchholtz Østergaard.