Hop til hovedindhold
7. november 2025
  • Varme

Nyt anlæg skal sikre bæredygtig og stabil fjernvarme i fremtiden

I dag markerede Forsyningen endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling, da den nye 20 MW elkedel og den nyopførte akkumuleringstank på Vendsysselvej 8 officielt blev indviet.

 

Den nye elkedel og akkumuleringstank er en væsentlig milepæl i arbejdet for at skabe en mere fleksibel og klimavenlig fjernvarmeproduktion. Som den eksisterende akkumuleringstank kan den nye tank ligeledes indeholde 7.400 m³ fjernvarmevand og lagre overskydende energi. Investeringen gør det muligt at balancere energisystemet og udnytte elnettet bedre i perioder med lav elpris og høj produktion af vedvarende energi.

 

 

Den nye elkedel og akkumuleringstank på Vendsysselvej
Bestyrelsesformand Erik Kyed Trolle indviede anlægget
Indvielse af akkumuleringstank og elkedel på Vendsysselvej
Bestyrelsesformand Erik Kyed Trolle indviede anlægget
Ny elkedel
Ny elkedel
Indvielse af akkumuleringstank og elkedel på Vendsysselvej

Som en central del af Forsyningens strategi for bæredygtig energi og CO₂-reduktion skal anlægget bidrage til at udnytte grøn strøm effektivt i fjernvarmeproduktionen, når strømmen er billig. ”Projektet er en del af bestyrelsens strategi for grøn omstilling, og vi kan i dag med glæde tage anlægget i brug, som skal bidrage til, at varmen produceres billigst muligt, når der er for meget el til rådighed i elnettet,” udtaler bestyrelsesformand Erik Kyed Trolle.

 

Renovering af eksisterende akkumuleringstank

”Vi står nu overfor en renovering af den eksisterende akkumuleringstank, som er af ældre dato. Tanken skal gennemgås for at vurdere stålets tilstand, og der vil blive udbedret en række tekniske opbygninger. Den stammer helt tilbage fra den tid, hvor værket blev opført med tilhørende gasturbineanlæg. Derfor skal renoveringen sikre, at tanken også fremover kan indgå som en vigtig del af fjernvarmesystemet,” slutter vicedirektør Lars B. Østergaard. 

 

Akkumuleringstank og elkedel

Til venstre ses den eksisterende akkumuleringstank fra 1986.