Hop til hovedindhold
29. april 2026
  • Spildevand

Når bæredygtighed og pris går hånd i hånd

Nyt pilotprojekt i Strandby forventes at reducere CO₂-udledningen med 60 tons.

 

Anlægsprojektet, der foregår på Vandværksvej, Haldsvej, Munkevej og Strandvej i Strandby, er et samarbejde mellem Forsyningens spildevand- og vandselskaber, Frederikshavn Kommune samt Strandby Varmeværk, der separatkloakerer kloaksystemet og renoverer fjernvarmerør samt belægning.

 

Større fokus på bæredygtighed

Projektets udbud vægter 40 % bæredygtighed og 60 % pris. Bæredygtighed og reduktion af CO₂-aftryk spiller derfor en større rolle end tidligere, hvor fokus i projekterne primært har været på prisen. Derfor har Forsyningen også været spændte på, hvordan de nye kriterier blev taget imod af entreprenørerne - men det er gået godt: ”Vi glæder os over at være en del af pilotprojektet, som ligger i tråd med den udvikling, vi ser i vores branche, hvor der bliver stillet skarpere krav til bæredygtighed”, fortæller Tobias Melander fra entreprenørvirksomheden Trigon A/S, der vandt udbuddet og var bedst på både bæredygtighed og pris: ”Bæredygtighed er noget, vi i forvejen arbejder aktivt med i det daglige - både på vores byggeprojekter og i virksomheden generelt.”

Hvilke kriterier skal reducere CO₂-aftrykket?

Ved at afprøve nye materialer og tiltag sparer projektet 60 tons CO₂ eller hvad der svarer til 10 danskeres årlige CO₂-aftryk. Det betyder også, at CO₂-aftrykket reduceres med ca. 25 % i forhold til et traditionelt anlægsprojekt. 

I projektet bruges en anden type plastrør med et mindre CO₂-aftryk. Derudover har entreprenørmaskinernes tomgangskørsel været et vigtigt kriterie i udbuddet. Reduktion af tomgangskørsel er et effektivt tiltag til at sænke CO₂-udledningen, og her kan maskinernes start/stop-teknologi reducere både tomgangstid og brændstof.

 

Et andet kriterie er genbrug af jord og sand. Derfor bliver 900 m³ sand fra byggeriet af forrenseanlægget på Skagen Renseanlæg genanvendt i ledningsgraven. På den måde sparer projektet ressourcer, begrænser brugen af nye materialer og mindsker transporten. ”På varmeværket tilslutter vi os kriterierne - især reduktionen af tomgangskørsel, som er positivt i CO₂-regnskabet og samtidig mindsker støjgener for borgerne. Derudover giver det stor værdi at genbruge jord og sand, som ellers ofte transporteres langt, da det er svært at finde ressourcepladser lokalt - men det er lykkes her”, fortæller Kent Hjørne fra Strandby Varmeværk.

 

Fremtidens anlægsprojekter

Når projektet er slut, indsamler Frederikshavn Spildevand data, så det reelle billede af CO₂-besparelsen kan beregnes. ”Herefter kan vi evaluere og sætte fokus på flere kriterier, vi kan arbejde videre på til kommende projekter. Pilotprojektet er det første skridt i en ny retning og viser netop, at bæredygtighed og pris kan gå hånd i hånd”, fortæller Rasmus Arvidson, Frederikshavn Spildevand.

 

”Der er i fællesskab taget et skridt i den rigtige retning, hvor der også er plads til videreudvikling. Vi er nødt til at bevæge os i en retning hvor bæredygtighed, i form af formindsket ressourceforbrug, genanvendelse og transport bliver normalen i vores fremtidige udbud”, slutter Chris Petersen, Frederikshavn Kommune. 

Se video fra anlægsprojektet