Hop til hovedindhold
19. juni 2026
  • Generelt

Frederikshavn Forsynings direktør går på pension

Administrerende direktør Claus Reimann Petersen ønsker at gå på pension efter næsten 20 år som direktør for Frederikshavn Forsyning.

 

Som et led i en proces fratræder Claus Reimann Petersen sin funktion som administrerende direktør med udgangen af august 2026, hvorefter han står til rådighed for bestyrelse og direktion frem til starten af 2027.

 

Fra officer og kommunaldirektør til forsyningsdirektør

Efter en længere karriere som officer i Flyvevåbnet skiftede Claus Reimann Petersen i 1995 fra jobbet som chef for Flyvestation Skagen til jobbet som kommunaldirektør i Sæby Kommune indtil kommunesammenlægningen i 2007. Herefter påtog han sig opgaven at samle og selskabsdanne de sammenlagte kommuners forsyningsvirksomheder til en moderne multiforsyningskoncern med moderselskab og otte datterselskaber. Claus Reimann Petersen når således mere end 31 år som direktør i det kommunale regi.

 

”Forsyningens nye bestyrelse er kommet sikkert fra start, og Forsyningen står nu overfor en række nye opgaver i forbindelse med Forsvarets omfattende udbygninger i Frederikshavn Kommune. Uanset hvor spændende opgaverne er, er det vigtigt, at den, der står i spidsen herfor, også er i organisationen om fem år. Derfor mener jeg, at timingen nu er den rigtige”, udtaler Claus Reimann Petersen.

 

Strategiske beslutninger sikrer forsyningssikkerheden

Gennem årene er Forsyningen udbygget med nye relevante aktiviteter herunder overtagelse af kommunens affaldsselskab AVØ, køb af DONG’s affaldsforbrændingsanlæg i Frederikshavn og kommunens gadelys. Alt sammen for at opbygge en stærk forsyningsorganisation, der kan sikre kommunens borgere den bedst mulige service på forsyningsområdet.

 

Strategiske beslutninger som ledningsføring af vand fra Tolne til Skagen med efterfølgende nedlæggelse af Skagen Vandværk, sikring af fremtidig vandindvinding ved Tolne og udbygning af Tolne Vandværk, overtagelse af renovationskørslen fra et privat selskab og opbygning af ressourcecenter samt opførelse af Skagen forrenseanlæg er blot nogle af de mange væsentlige tiltag, der er taget, som alle har afgørende betydning for forsyningssikkerheden i kommunen.

 

Tillid skaber en produktiv arbejdsplads

Tillid til ledelse og medarbejdere er drivkraften i Claus Reimann Petersens ledelse af Forsyningen. At hver enkelt føler, at de bliver lyttet til og taget alvorligt, er afgørende for en dynamisk og hurtig proces mod effektive beslutninger:

 

”At være direktør i Forsyningen har fra første dag været et drømmejob for mig. At få stor frihed til at designe organisationen fra start og i dagligdagen at være omgivet af dybt engagerede og fagligt dygtige medarbejdere på alle poster har sikret, at jeg hver eneste dag kan stå op og glæde mig til dagens nye udfordringer i samspil med Forsyningens chefer, ledelse og øvrige ansatte. Det har på ingen måde været en nem beslutning om pensionering, men jeg ser frem til at prøve kræfter med den kommende pensionisttilværelse sammen med min kone Alice, vores børn og børnebørn”.

 

 ”Claus Reimann Petersen har været en central drivkraft i udviklingen af Forsyningen gennem mange år, og selvom jeg gerne havde set, at han var blevet, har jeg forståelse for hans ønske. Derfor glæder jeg mig over, at Claus Reimann Petersen har stillet sig til rådighed i perioden efter hans fratræden. Som nyvalgt formand er det skønt at komme til en veldrevet forsyning og virksomhed, men også en velfungerende arbejdsplads med engagerede medarbejdere. På bestyrelsens vegne vil jeg takke for det gode samarbejde og den mangeårige indsats han har ydet for Forsyningen”, udtaler Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand.

 

Forsyningens bestyrelse har på mødet den 18. juni godkendt fratrædelsesprocessen og samtidig godkendt, at vicedirektør Lars B. Østergaard den 1. september konstitueres som administrerende direktør for Frederikshavn Forsyning A/S. Lars B. Østergaard har 25 års erfaring hos Forsyningen – både som forsyningschef for vand- og varmeselskaberne og senest som vicedirektør.

 

Forsyningen vil senere udsende indbydelse til afskedsreception for Claus Reimann Petersen.