Hop til hovedindhold
14. marts 2024
  • Varme

Foråret byder på fald i varmeprisen i Frederikshavn

 

Pr. 1. april 2024 nedjusterer Frederikshavn Varme A/S prisen på fjernvarme.

 

Reguleringer på varmeproduktionen betyder, at Frederikshavn Varme pr. 1. april nedjusterer fjernvarmeprisen til 695 kr./MWh inkl. moms fra de nuværende 862,5 kr./MWh inkl. moms, hvilket svarer til en besparelse på 167,5 kr./MWh. For et standardhus på 130 m3 med et årligt forbrug på 18,1 MWh betyder det en årlig prisreduktion på ca. 3.000 kr. inkl. moms i forhold til nuværende takst.

 

”Vi sætter fjernvarmeprisen ned på grund af stabiliseringen af el- og gaspriserne, og fordi vi nu kan lave reguleringer på varmeproduktionen i form af forbedringer og bedre performance. Det er især vores elpatron og akkumuleringstank, som giver os mulighed for at producere billig varme. Vi kan lagre overskydende energi, der produceres om aftenen og natten, hvor strømmen er billig”, meddeler Erik Kyed Trolle, bestyrelsesformand.

 

Grønnere varme
Udover lagring af overskydende energi har Frederikshavn Varme rettet fokus på flere projekter omhandlende grøn varme, som bl.a. skal sikre udfasning af naturgas. På varmeværket på Vendsysselvej er der mellem kedel og skorsten installeret en varmepumpe til røggaskøling med det formål at køle røggassen fra skorstenen. Hermed udnytter varmeselskabet energien, efterlader så lidt spild som muligt og sparer, hvad der svarer til 150 husstandes årlige varmeforbrug.

 

Frederikshavn Varme arbejder forsat med projekteringen af det kommende flisanlæg på Vendsysselvej, der skal sikre en fleksibel varmekilde som supplement til varmepumpen og affaldsforbrændingen. Anlægget skal anvende flis samt have- og parkaffald som brændsel og forventes at stå færdigt om 3 år.

 

Varmepumpen på Vendsysselvej

Varmeværket på Vendsysselvej.