Takstregulativ for levering af vand

    1. GENERELLE BEMÆRKNINGER

    Målsætningen for Frederikshavn Vand A/S er at forsyne nuværende som fremtidige kunder med vand af bedste sundhedsmæssige kvalitet og i rigelig mængde på en til enhver tid teknisk/økonomisk forsvarlig måde.

     

    2. ANLÆGSBIDRAG

    Anlægsbidraget omfatter et bidrag til vandforsyningens hovedanlæg, et bidrag til forsyningsledningsnettet og et bidrag til stikledning.

    I bilag 1 er vist skematisk oversigt over opdelingen af anlægsbidraget med gældende priser.

     

    Bemærkninger til de enkelte forsyningskategorier

    Kategori 1
    Denne kategori omfatter samtlige beboelsesenheder (parcelhuse, rækkehuse og lignende) i bymæssig bebyggelse med egen stikledning samt sommerhuse i udstykningsområder.

    Kategori 2
    Denne kategori gælder for boligbyggeri i bymæssig bebyggelse, hvormed menes boligejendomme med mere end én beboelsesenhed. Her betales anlægsbidrag efter antallet af boligenheder og andre enheder i bebyggelsen med vandforbrug, fx fælles vaskerum, fælleshuse osv.

    Kategori 3
    Denne kategori gælder for ejendomme beliggende uden for byzone.

    Kategori 4
    Gælder for alle ejendomme i bymæssig bebyggelse, der ikke kommer ind under kategori 1 og 2 (erhverv, offentlige institutioner og lignende).

    Bemærk
    For ejendomme i kategori 3 er det Frederikshavn Vand, der afgør dimensionen på den del af jordledningen, der er med i anlægsbidraget. Ved ønsket dimensionsforøgelse betales merudgiften i forbindelse hermed.

    Hvor Frederikshavn Vand etablerer jordledning eller del heraf, udbetaler Frederikshavn Vand ingen erstatning herfor. Hvis der skal udbetales erstatning, skal dette afklares mellem ejeren af den ejendom, for hvem gravearbejdet udføres, og den skadelidte.

    Skriftlig aftale herom skal foreligge, inden Frederikshavn Vand udfører det for ledningens etablering nødvendige gravearbejde.

    Frederikshavn Vand udbetaler erstatning til skadelidte og opkræver denne sammen med anlægsbidraget.

    Fælles for alle anlægsbidrag

    Priserne er beregnet ud fra, at Frederikshavn Vand forventer at udføre det nødvendige arbejde med tilslutning inden for normal arbejdstid.

    Hvis Frederikshavn Vand skal udføre arbejdet uden for normal arbejdstid, skal ejeren af ejendommen betale de ekstra omkostninger, der er forbundet hermed. Ejeren skal acceptere dette, inden arbejdet går i gang.

     

    3. DRIFTSBIDRAG

    For alt vand betales driftsbidrag bortset fra vand til brandslukningsformål mv. under indsats og afprøvning af brandhaner.

    Driftsbidraget omfatter et bidrag pr. m3 vand samt et fast årligt bidrag pr. forbrugsenhed.  Ved forbrugsenhed forstås parcelhus, rækkehus, sommerhus, andelsbolig, lejlighed, fælleshus, fælles vaskerum og lignende, også selv om forsyning med vand sker gennem fælles måler med andre forbrugsenheder.

    Der betales en årlig abonnementsbidrag pr. måler. Størrelsen af dette bidrag fremgår af det til enhver tid gældende prisblad.

    Hvor der monteres elektroniske afregningsmålere, betaler ejeren de årlige omkostninger til servicering af denne. Frederikshavn Vand afregner med målerleverandøren og opkræver herefter gebyret hos kunden, uden tillæg.

     

    4. REGLER FOR BETALING AF DRIFTSBIDRAG I FORBINDELSE MED VANDSPILD VED BEBO-ELSE, FORSAGET AF LEDNINGSBRUD


    4.1.Bidrag til vandværk

    • Den beregningsmæssige vandmængde fastsættes af det involverede vandværk
    • Vandspildet skal skyldes en defekt i den skjulte del af installationen eller jordledningen (brud)
    • Vandspildet må ikke skyldes forsømmelse ved brug af vandinstallationen eller jordledningen
    • Skaden er udbedret og der foreligger en skriftlig anmeldelse med beskrivelse af arbejdets omfang fra den autoriserede VVS-installatør, der har udbedret skaden.

    Ejendomme, der er tilsluttet Frederikshavn Vand, skal betale et bidrag, der beregnes som den højeste værdi af:

    1. Gennemsnittet af de foregående års forbrug - normalt seneste 3 år - med et tillæg på 25 %. Tillægget udgør dog mindst 50 m3.
    2. Hvis et gennemsnitsforbrug ikke kan fastsættes ud fra tidligere års forbrug, fastsættes forbruget ud fra den forbrugskategori, den omhandlede ejendom er omfattet af.

     

    4.2. Vandafgift (afgift af ledningsført vand)

    Afgift betales af samme vandmængde, der opkræves bidrag af til vandværk (den fakturerede vandmængde).

     

    4.3. Vandafledningsbidrag

    Ejendomme tilsluttet Frederikshavn Spildevand betaler bidrag for en spildevandsmængde, beregnet som angivet under pkt. 1, bidrag til vandværk.

    Ejendomme med egen spildevandsrensning afholder selv driftsomkostninger.

     

    4.4. Spildevandsafgift

    Afgift beregnes efter den samme mængde, der betales vandafledningsbidrag for. Ejendomme med egen vandmåler betaler for en vandmængde som angivet under pkt. 1.1.

     

    4.5. Ejendomme uden vandmåler

    Ejendomme uden vandmåler vil ikke registrere et merforbrug, og afregning af afgifter vil derfor uændret skulle ske efter et vandforbrug på 170 m3 pr. helårsbolig og 70 m3 for en boligenhed, der ikke anvendes som helårsbolig.

     

    Tilbage