Miljøet
I Danmark er det en selvfølge, at der fosser rigelige mængder rent vand ud, når vi åbner hanen i køkkenet og på badeværelset. Skal vores børn og børnebørn opleve det samme, er det vigtigt, at vi tænker os godt om i det daglige. Vores grundvand er nemlig truet på mange måder.
Industri
Industrien truer kvaliteten af grundvandet, når gamle kemikalie- og oliedepoter lækker, og når der sker uheld under transporter med kemikalier.
Landbrug
Hvis landbruget sprøjter for store mængder sprøjtemidler ud på markerne, kan afgrøderne ikke optage det hele. I stedet siver sprøjtemidlerne i undergrunden, hvor de forurener grundvandet. Det er først og fremmest pesticider og kunstgødning, der forurener vores grundvand, men også kvælstoffet fra gylle truer grundvandet.
Trafik
Forurening fra biler og spild af dieselolie og benzin truer kvaliteten af vores grundvand.
Privatpersoner
Når vi bruger sprøjtemidler til at bekæmpe ukrudt i haven med, kan noget af det trænge ned i grundvandet. RoundUp og andre sprøjtemidler indeholder pesticider. En utæt olietank er også en kilde til forurening af grundvandet.
