Sådan sparer du el på dine hvidevarer
Køleskab og fryser
Hold øje med temperaturen i dit køleskab og din fryser. Plus 5 grader i køleskabet og minus 18 grader i fryseren passer til madvarernes holdbarhed og temperatur. For hver grad, du sænker temperaturen, stiger dit elforbrug med mellem 2 og 5 procent.
Tø dine frostvarer op i køleskabet. På den måde udnytter du kulden fra de frosne madvarer. Kulden fra 1 kilo frosset kød svarer til omring 1 times elforbrug.
Døren til køleskabet og fryseren skal slutte helt tæt. Du kan kontrollere det ved at sætte en papirstrimmel i klemme i døren. Papiret skal blive hængende.
Lad ikke døren til køleskabet og fryseren være åben mere end højst nødvendig. Det er en god idé at holde orden i køleskabet og fryseren, så du hurtigt kan finde det, du har brug for.
Lån en elmåler
Har du en et gammelt køleskab eller en ældre fryser, kan du låne en elmåler af os og tjekke energiforbruget. Ved at måle energiforbruget kan du vurdere, om det kan betale sig at udskifte køleskabet eller fryseren. Du kan også låne måleren ved Borgerservicecentrene i Frederikshavn og Sæby.
Kogeplade
Kog kartofler og grønsager i så lidt vand som muligt. Hvor meget vand, du skal bruge, afhænger af grydens bunddiameter.
14 cm gryde: 1 dl vand
18 cm gryde: 2 dl vand
22 cm gryde: 3 dl vand
Du sparer omkring 30 procent af elforbruget ved at koge i lidt vand.
Tjek om gryder og pander har en plan bund. En skæv eller bulet bund øger energiforbruget med op til 50 procent.
Brug gryder og pander, der dækker hele kogezonen.
Brug altid låg på gryden og sørg for, at låget slutter tæt. Uden låg bruger du 3 gange mere el.
Indstil kogepladen rigtigt. Skru så langt ned for varmen som muligt til viderekogning og stegning.
Udnyt eftervarmen. Sluk så vidt muligt for kogepladen, før maden er helt færdig.
Ovne
Sæt maden i en kold ovn og udnyt eftervarmen ved at skrue ned 5 - 10 minutter før den angivne stegetid er gået. Du sparer 10 - 25 procent.
Fyld ovnen op med ting, der skal bages/steges ved samme temperatur. De forskellige madvarer tager ikke smag af hinanden. Tilbereder du flere retter sammen, sparer du op til 60 procent.
Vaskemaskine
Fyld vaskemaskinen op hver gang.
Vask ved lavest mulige temperatur. Undgå at vaske ved 90 grader. Tøjet kan sagtens blive rent ved 60 grader. Det kulørte tøj kan du ofte vaske ved 30 eller 40 grader, og du sparer i begge tilfælde 50 procent el.
Spring forvasken over og skær 20 procent af elforbruget. Kun meget snavset tøj behøver forvask.
Et simpel spareråd: Vask kun tøjet, når det er snavset. Måske er det nok blot at hænge tøjet til luftning.
Tørretumbler
Centrifugér tøjet ved så høje omdrejninger som muligt, før du lægger det i tørretumbleren.
Fyld tørretumbleren op, men udgå at fylde for meget i. For meget tøj i tørretumbleren krøller tøjet, forlænger tørretiden og øger energiforbruget. For lidt tøj i tørretumbleren er spild af energi.
Rens fnugfilteret i tørretumbleren efter hver tørring. Det gør tørretiden kortere.
Har du en kondenstørretumbler, skal du huske at rense kondensatoren efter behov og mindst 3 - 4 gange om året.
Et simpel spareråd: Det er gratis at tørre tøj i det fri, så udnyt det, når det er muligt
Opvaskemaskiner
Fyld opvaskemaskinen helt op, inden du starter den.
Skyld ikke servicet af, inden du stiller det i opvaskemaskinen. Det er nok at skrabe madrester af. Vælg eventuelt et program med koldt forskyl og spar både tid, vand og energi.
Vælg det kortest mulige program og den lavest mulige temperatur.
Opvask ved 50 - 55 grader bruger 10 - 20 procent mindre energi end opvask ved 65 grader. I langt de fleste tilfælde er 50 - 55 grader nok til, at opvasken bliver ren.
Læs mere
Du kan læse mere i brochuren ” Gode elvaner”, som du er velkommen til at hente hos os.
Du har også mulighed for at downloade (pjecen kan ikke printes) eller bestille pjecen under menuen Selvbetjening.

