Nettoafregning
Der er kommet nye og enklere regler, hvis du vil installere fx en vindmølle eller solceller. Frederikshavn Elnet A/S vil gerne hjælpe dig igennem.
Overvejer du at installere en vindmølle eller solceller for at producere dit eget elforbrug, er der nu mulighed for, at du kan få måleren til at løbe baglæns.
Du kan finde retningslinjerne for nettoafregning her
Private husholdninger
For private er ordningen forholdsvis enkel. Du skal installere anlægget dér, hvor elforbruget er, og du skal være ejer af anlægget. Derudover må anlægget maksimalt være installeret med 6 kW, som udelukkende skal anvendes vedvarende energikilder.
Ikke erhvervsmæssig benyttet bebyggelse
Ikke erhvervsmæssig benyttet bebyggelse betyder her børneinstitutioner, skoler og lignende; men altså ikke offentlige bygninger, hvorfra der drives butik. For denne kategori gælder samme regler som for private husholdninger, blot kan der installeres maksimalt 6 kW per. 100 m2.
Flere husstande (boligforeninger)
Er der tale om en boligforening, er reglerne en smule mere restriktive. Der er stadig mulighed for at installere et anlæg på maksimalt 6 kW for hver bolig. Dog skal alle beboere købe strøm samme sted, og beboernes målere skal lægges sammen. Det vil sige, at der installeres én aflæsningsmåler, som den vedvarende produktion afregnes i forhold til. Hver bolig får en fordelingsmåler til beregning af forbruget for den enkelte boligenhed.
Erhvervsvirksomheder
Som virksomhed har I mulighed for at producere el på VE anlæg til at dække eget forbrug eller som direkte salg til nettet. Hvis du vil bruge strømmen selv, skal produktion og forbrug passe sammen, da der så ikke gives betaling for overproduktion til nettet. Opstilling af anlæg skal stadig registreres og kategoriseres som nettoafregning i gruppe 5.
Også sommerhuse kan benytte sig af ordningen og installere VE anlæg. Disse kan ligesom private husholdninger gemme strømmen på nettet indtil de skal bruge den altså nettoafregning i gruppe 6.
Sådan kommer du videre
Når du har fundet ud af, hvilket anlæg du ønsker, skal du have en tilladelse fra kommunens myndighedsafdeling. Du kan kontakte Frederikshavn Kommune, tlf. 9845 5000.
Din elinstallatør sørger for at anmelde installationen til Frederikshavn Elnet. Ved at følge dette link kan du se det skema, som du skal bruge. Frederikshavn Elnet anmelder anlægget til Energinet.dk, hvorefter anlægget tildeles et identifikationsnummer. Ejeren af anlægget modtager skema fra Frederikshavn Elnet til anmodning om nettoafregning. Du kan se skemaet her. Ejeren skal herefter indsende skemaet til Energinet.dk.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Forsyningen, tlf. 9829 9000.
