Vejledning til ansøgning om dispensation

Vejledning til ansøgning om dispensation - regnvandsafløb i kælderskakt på spildevandssystem

Frederikshavn Kommune og Forsyningen etablerer som udgangspunkt separatkloak, når den gamle fælleskloak skal skiftes. Separatkloak betyder, at regn- og spildevand afledes i hvert sit ledningssystem. Dette indebærer, at de tilsluttede ejendomme mødes med krav om separering af de private kloaksystemer.

Separatkloakeringen på privat grund betyder, at regn- og spildevand skal adskilles på grunden og føres i hver sit system frem til stikledningerne. På ejendomme med kælder omfatter separeringskravet også, at udvendige kælderskakte med afløb skal tilsluttes regnvandssystemet.

Formålet med separeringen er at få alt regnvand fjernet fra spildevandssystemet. Der er flere grunde til det, blandt andet bedre rensning af spildevandet, mindre miljøforurening og bedre styring af spildevandsafledningen i forbindelse med større regnhændelser (kælderoversvømmelser).

På nogle ejendomme vil separatkloakeringen af den udvendige kælderskakt medføre en omkostning, som ikke står mål med den gevinst, man opnår ved separeringen. Ejer af den type ejendomme kan søge om dispensation til at bibeholde afløbet i kælderskakten på spildevandssystemet.

For at der kan gives dispensation skal følgende minimumskrav dog være opfyldt:

  • Kælderskakten skal hele vejen omkring trappenedgangen have en opkant på minimum 2 cm. i forhold til det omkringliggende terræn
  • Det omkringliggende terræn skal have fald væk fra kælderskakten (eller opkanten skal forhøjes)
  • Kælderskakten skal være helt eller delvist overdækket


Formålet med disse krav er at begrænse tilstrømningen af regnvand til afløbet i kælderskakten.

Hvis du ønsker at søge om dispensation på baggrund af ovenstående vilkår, skal du sende en skriftlig ansøgning til:

Frederikshavn Kommune
Center for Teknik & Miljø
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn
Att. Lars Mortensen

Du kan også sende din ansøgning via mail til post@frederikshavn.dk.

Ansøgningen skal som minimum indeholde en kortfattet beskrivelse af sagen, herunder

  • hvordan separatkloakeringen på ejendommen skal foretages, og hvilke ledninger der fornys
  • begrundelse for ansøgning om dispensation
  • hvordan den eksisterende kælderskakt er udført (gerne med foto)
  • hvordan ovenstående krav til kælderskakten udføres
  • tegning af det interne kloaksystem, hvor omlægninger i forbindelse med separatkloakeringen vises


Frederikshavn Kommune behandler ansøgningen og giver en dispensation på baggrund af en konkret vurdering af hver enkelt ansøgning.

Tilbage