Nedsivning af regnvand på enkeltparceller

Nedsivning af regnvand på enkeltparceller

Frederikshavn Kommune og Forsyningen etablerer som udgangspunkt separatkloak, når den gamle fælleskloak skal skiftes. Separatkloak betyder, at regn- og spildevand afledes i hvert sit ledningssystem. Dette indebærer, at de tilsluttede ejendomme mødes med krav om separering af de private kloaksystemer.

Når grundejeren skal beslutte, hvordan separatkloakeringen skal ske på egen grund, kan det være værd at overveje, om regnvandet på ejendommen med fordel kan nedsives helt eller delvist på egen grund.

Ved nedsivning bliver regnvandet ledt til en eller flere faskiner, som graves ned i jorden på ejendommen i stedet for at lede regnvandet til det offentlige regnvandssystem. Med en faskine laves et hulrum i jorden, hvor regnvandet kan sive ud gennem bund og sider til den omkringliggende jord.

Hvad skal jeg overveje?
Hvis du overvejer at etablere en faskine på egen grund, skal du være opmærksom på følgende lovmæssige og vejledende krav:

Faskiner skal overholde følgende afstandskrav:

Vejledende krav:

5 m fra beboelse og bygninger med kælder.

2 m fra andre bygninger (garager, udhuse).

2 m fra skel.

Lovmæssige krav:         

25 m fra drikkevandsboringer.

25 m fra vandløb, sø, hav m.m.

Anbefaling:                   

2 m imellem flere faskiner (anbefaling).

5 m til vandløb, sø, hav (efter § 14 - kombineret udlednings- og nedsivningstilladelse) (anbefaling).
 

Der må i øvrigt ikke opstå afstrømning på terrænoverfladen eller andre gener.

Faskinen skal placeres på egen grund.

Jordbunden skal være egnet til nedsivning. Dette kan kontrolleres ved at udføre en infiltrationstest på grunden. Se nedenfor, hvor du finder oplysninger om testen.

Afløb fra kældernedgange, lyskasser, nedkørsler og lignende bør af hensyn til risiko for oversvømmelse føres til separat faskine.

Faskinen skal være udført efter gældende regler.

Ovenstående er beregnet som input til overvejelserne omkring etablering af faskiner og er derfor ikke en udtømmende liste. Du kan finde flere oplysninger om faskiner og infiltrationstest på Teknologisk Instituts hjemmeside.

Hvem skal jeg spørge?
Frederikshavn Kommune har besluttet, at der ikke skal søges om tilladelse forud for etablering af faskiner, når der er tale om enkeltparceller med et befæstet areal under 500 m2.

Hvad må jeg selv gøre?
Som privat grundejer må du selv udføre en stor del af arbejdet med etableringen af faskiner, da dette ikke er omfattet af en kloakmester-autorisation. Hvis dine tagnedløb i dag er tilsluttet kloaksystemet, skal du dog have en autoriseret kloakmester til at foretage frakoblingen og afpropningen til kloaksystemet. Nedgravning og etablering af faskine samt tilslutningen af tagnedløbet må du selv foretage.

Hvordan får jeg separeringen godkendt?
De dele af arbejdet, som bliver udført af en autoriseret kloakmester, skal efterfølgende færdigmeldes til Frederikshavn Kommune.

Hvis du etablerer en faskine som et led i separatkloakeringen på egen grund, anbefaler vi dig at få en autoriseret kloakmester til at gennemgå dit samlede kloaksystem. Kloakmesteren skal udarbejde en erklæring om, at ejendommen er separatkloakeret. Du skal sende denne erklæring til Frederikshavn Kommune som dokumentation på, at separatkloakeringen er udført. Herefter bliver din ejendom registeret som separatkloakeret i BBR-registeret.

Tilbage